Nyhed
Beritech har de seneste år gennemført en række opkøb og investeringer. Seneste var det midtjyske Rutek, der blev opkøbt i maj 2022. Et opkøb der har sat ekstra vind i sejlene for produktion til den farmaceutiske branche - og det er især her Beritech mangler ekstra ressourcer indenfor design og konstruktion.
Med anpart i COBY-design, styrker Beritech yderligere de konstruktionsmæssige kompetencer i Beritech organisationen, og bliver endnu bedre rustet til at levere fremtidens løsninger på tværs af design, produktion og kunder – både her i Danmark og globalt.
”Vi har de seneste år samarbejdet med COBY–design, og har benyttet os af deres kompetencer indenfor design- og konstruktionsopgaver. Det er gået over alt forventning, og det er derfor oplagt at vi søger del i ejerskabet, når vi skal øge vores kapacitet. Vi ser en stigende efterspørgsel på totalløsninger, der kombinerer konstruktion, produktion, projektstyring og mere. Det giver kunderne ro til at fokusere på deres virksomhed,” udtaler Bent Larsen, CEO for Beritech.
COBY-design leverer konsulentydelser indenfor dokumentation, projektledelse, design og udvikling - og samarbejder med nogle af landets største produktionsvirksomheder. Det betyder oftest, at konstruktøren fra COBY-design udfører sit arbejde fysisk hos kunden i flere måneder ad gangen. I dag beskæftiger virksomheden 3 fuldtidsansatte, og søger 6 nye kollegaer til at varetage den stigende efterspørgsel.
Når Beritech tager del i ejerskabet pr. 1. jan. 2023, så betyder det at en del af COBY-designs medarbejdere fysisk vil være at finde hos Beritech. COBY-design får del i Beritechs kontorfaciliteter på Fåborgvej i Aalborg Ø. Dog vil konstruktører og projektledere indlejet hos andre produktionsvirksomheder fortsat være at finde ude hos kunderne. Denne del af virksomhedens arbejdsområde ændres nemlig ikke.
"Vores ambition er, at vi skal og vil opfattes som en agil og professionel samarbejdspartner, hvor vi i alle interaktioner er helt tæt på og forstår kundens forretning. Det giver os helt unikke muligheder for vækst og positionering som virksomhedernes foretrukne partner indenfor design og konstruktion. Jeg tror, Beritechs erfaringer og position i markedet kombineret med vores kompetencer vil sætte nye standarder for konstruktion. Sammen med Beritech kan vi tilbyde en mere vidtgående portefølje, styrke kunderelationer og levere endnu mere værdi til vores kunder," fortæller Claus Byriel Pedersen, adm. direktør og medejer i COBY-design.
Kontakt: Bent Larsen, CEO i Beritech, tlf. +45 22 24 66 58, bla@beritech.dk
Kontakt: Claus Byriel Pedersen, adm. direktør og medejer af COBY-design, +45 61 66 43 75, claus@coby-design.dk